lørdag den 29. september 2012

Kylling/bacon-sandwich

Da jeg forleden var i den lokale Netto var der noget fersk kyllingefilet, der var sat meget ned i pris fordi det blev for gammelt dagen efter. Jeg snuppede en pakke med 900 g med for 25 kr, jeg kunne ikke lade være :-)

Det skete så, at jeg fik en voldsom lyst til kylling/bacon-sandwich. I fryseren lå der lige nøjagtigt nok hjemmebagt flute til 2 sandwiches, så det blev tøet op og varmet igennem i ovnen.

Bacon blev stegt på panden, kyllingen næsten ligeså (brunet på panden og så i ovnen i et ildfast fad med stanniol over). Og så var det bare at skære salat, agurk og tomat og blande en karry-dressing.

Karrydressingen bestod af (sådan ca.):

Creme fraiche 9% 1,5 dl
Mayonnaise 3-4 tsk
Dijon-sennep ½-1 tsk
Karry
Salt
Peber

Så kunne sandwichen samles og spises!


søndag den 16. september 2012

Rugbrød bagt med surdej

Yes! Det lykkedes sgu! Mit helt eget rugbrød kom til verden i går :-) Og det var faktisk slet ikke så svært som jeg troede det ville være, så det er hermed et råd til alle, der går og lurer på at bage rugbrød - se at komme i gang!

I får lige et skud af det endelige brød til at starte på:


Rugbrødet tog sin begyndelse i starten af ugen, da jeg påbegyndte en honningsurdej. Opskriften på denne er som følger:

1. dag: 1 dl vand, 3 spsk rugmel, 3 spsk hvedemel, 1 tsk honning. 
3. dag: ½ dl vand, 1 spsk rugmel, 2 spsk hvedemel.
Alle andre dage: Kig til surdejen og se om den bobler, eller om den skal bruge lidt mere at leve af (mel).
Surdejen blev brugt på den 5. aften.

Fredag aften blev der så blandet en dej sammen efter følgende opskrift:
200 g surdej
340 g vand
40 g honning
10 g sovsekulør
18 g salt
85 g hørfrø
80 g solsikkekerner
155 g skårne rugkerner
100 g speltmel
160 g groft rugmel
50 g hvedeklid
80 g hvedemel

De våde dele blev først rørt sammen, dernæst kom kerner i og til sidst mel. Dejen så da således ud:


Den skal bestemt ikke være flydende, men heller ikke helt fast - den skal klæbe til fingrene.

Den fik så lov at stå med film over på køkkenbordet i 10-12 timer (hvor den hævede) og blev derefter fyldt over i smurte rugbrødsforme:


I hvert rugbrød blev stukket 25 huller helt i bund for at undgå "lågdannelse" i skorpen. Brødet blev desuden penslet med vand og kom så i ovnen på nederste ribbe ved 180 grader (ikke varmluft).

Da brødene havde en centertemperatur på 90 grader kom de ud. Det tog ca. en times tid.


De fik lov at stå på risten og over dem kom et vådt viskestykke. Sådan fik de lov at stå ca 3 timer - man kunne sikkert lade dem stå sådan til næste dag, men vi ville altså smage brødet :-)


Brødet var så absolut godkendt; det er faktisk nok det mest lækre jeg nogensinde har smagt! Og så med lidt godt pålæg var aftensmaden reddet!



tirsdag den 11. september 2012

En rejse begynder... Surdej!

Det skulle ske en dag - jeg har påbegyndt en surdej med det formål forhåbentligt at kunne komme til at bage mit eget rugbrød. Nu må vi se om det lykkes!


Lige nu står den og hygger sig, og på fredag skulle den gerne være bageklar! Indtil da må jeg vente :-)

Opskriften, som jeg har fået anbefalet, er fra "God mad let at lave", og mon ikke det nok skal fungere!

onsdag den 5. september 2012

Frisk pasta med rød peber og ricotta

Indrømmet, jeg er frygtelig glad for det italienske køkken. Det er så dejligt enkelt, og retterne smager himmelsk. Jeg tror også jeg er faldet pladask for osten ricotta, der formår at bløde en ellers skarp ret op og gøre den mild og rund.

Forleden blev denne ret til i ren improvisation.

Et lille løg blev skåret i strimler, to fed hvidløg blev hakket groft og sammen blev det stegt i olivenolie på panden sammen med lidt stærk paprika.

Da løgene var blevet brunet kom jeg en håndfuld rød peber i strimler på panden (jeg havde på et tidspunkt i foråret købt flere end jeg kunne spise, og de kom derfor lige fra fryseren). De blev stegt godt, og derefter kom en karton hakkede tomater på panden.

Hele retten fik et godt skud salt og peber og en håndfuld friske, hakkede krydderurter (basilikum og oregano) samt lidt rødvinseddike og worchestershiresauce. Tomatsaucen fik lov at koge sammen i godt 10 min, hvorefter frisk pasta blev kogt.

I tomatsaucen kom jeg et par spsk ricotta og lod osten smelte og blande sig med saucen. Det hele blev smagt til med salt og peber og derefter anrettet:


Enkelt og lækkert!

lørdag den 1. september 2012

Grillet flæskesteg med spidskål og gulerødder

Godt nok er den danske sommer ved at være forbi, men det forhindrer ikke mig i at grille. Principielt set burde man kunne grille hele året, hvis man har et tørt og vindstille sted at stille sin grill.

Forleden da jeg skulle grille var det dog småt med vindstille steder, så det var noget problematisk med at få ordentligt gang i kullene.

Det lykkedes dog heldigvis! Jeg havde et lille stykke flæskesteg (10 cm) liggende i fryseren, som jeg fik tøet op. Sværene var blevet smurt godt ind i salt og peber og på grillen blev stegen stegt med sværene NEDAD de første 30 min - det var en succes! Den hårde varme, de fik fra de varme kul var med til at gøre dem til, så vidt jeg kan huske, de bedste flæskesvær jeg nogensinde har fået.

Grillen nåede dog at tabe så meget varme, at stegen kun nåede op på 50 grader i centertemperatur, så der måtte lige lidt tid i ovnen til også, før den nåede op på 63 grader.

Tilbehør til flæskestegen bestod af snittet spidskål, der blev stegt på panden i en lille smule olivenolie i 3-4 min, krydret med salt og peber og til sidst overhældt med saften fra 1/4 citron. Det var en klar vinder! Bemærk at spidskål, ligesom anden kål, skrumper en del, når det får varme og derfor falder sammen.


Som supplement til flæskestegen og kålen kom lidt revet gulerod og lidt grovflute. Lækker sommermad :-)