torsdag den 26. april 2012

Couscous-salat med alverdens lækre sager

Jeg har før inviteret en af mine venner på besøg og fortalt, da han har spurgt, hvad menuen stod på, at vi såmænd skulle have salat! Man kunne ligefrem se skuffelsen i hans øjne, men det blev meget bedre, da jeg fortalte ham, hvad den så indeholdt. Og at det så endte med at smage rigtig godt, og at han (efter hvad jeg ved) blev mæt, sætter jo en tyk streg under at det godt kan lade sig gøre at lave salat til hovedret!

Det samme gjorde jeg her forleden. Der stod den på en couscoussalat med følgende ingredienser:

2 dl couscous (2 dl vand, lidt olie og en tsk salt bringes i kog, tages af, og couscousen skal dernæst trække 5 min heri)
½ agurk
5 radiser
1 smørstegt portobellosvamp i skiver
4 sprødstegte skiver bacon
en lille håndfuld mandler ristet på panden og dernæst finthakket
en lille håndfuld solsikkekerner ristet på panden
1 lille tomat
2 cm granaost skåret i tynde skiver
Friske krydderurter - basilikum, oregano og rosmarin
salt peber, paprika og en god sjat olivenolie

Couscous, svampe og bacon fik lov at køle af, så der var tale om en "kold" salat.

Alt dette blev blandet sammen og kom på tallerkenen til at se således ud:


Og jeg kan vist igen sige at det blev en succes! (Og så blev der ryddet op i køleskabet...)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar