onsdag den 14. marts 2012

Røde bøffer og rødvins- og svampe-risotto


Så skete det igen at der var gourmet-mad på menuen. Denne gang stod den på røde bøffer med rødvins- og svampe-risotto samt grøn salat. Hold op det var godt - og nu kan I læse og se hvordan det gik til!


Første step var at påbegynde risottoen. Et løg blev hakket fint, et fed hvidløg skåret i tynde skiver og en halv stængel bladselleri blev hakket fint. Det kom så i en gryde med lidt olivenolie og smør og blev sat til at svitse.

Løgene må ikke blive brune, men skal være godt møre. Så kommes der 2 dl grødris (ja, det skal jo ikke være for dyrt, og det virker perfekt) i gryden, og dette svitses med i 2 min, mens der omrøres. Så findes rødvinen frem (når man er på SU, så er det helt legalt at bruge den billige papvin fra Netto) og hælder et godt stort glas i.


Rødvinen koges godt ind, og så skal der bouillon i. I en ny gryde hældes ca 1 liter kogende vand og en oksebouillonterning smuldres i. Der omrøres til terningen er opløst og så kan det spændende begynde. En lille smule bouillon hældes i gryden med risene, og denne procedure gentages når risene nogenlunde har optaget væden. Det tager ca 20 min til risene er kogt og risottoen er klar til at komme af.

I mellemtiden blev en pande varmet godt op med en klat smør på, og bøfferne fik 2 min på hver side og så 5-6 min i ovnen i et fad med stanniol over ved 200 grader. Og de endte med at være perfekt rosa-stegte!


Panden blev herefter brugt til at stege en god håndfuld champignon, der var skåret i skiver.

Så blev salat skåret og anrettet, og risottoen kunne så færdiggøres.

Risottoen skal så stå og hvile i 2 min. Derefter vendes en god håndfuld revet grana-ost i sammen med en god sjat persille. Sidst men ikke mindst vendes de ristede champignoner i. Smag til med salt og godt med friskkværnet peber, og så er retten klar. Velbekomme!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar